NyhederArrangementerKundecasesOm osMedarbejdereKontakt

I/S - hvorfor vil i det?

Vi, økonomikonsulent Svend Kristensen og jeg, ledelsesrådgiver Lillian Hundahl, sidder ved langbordet i stuehuset hos Lars, hans hustru Bettina og sønnen Emil på Nr. Ramsingvej ved Balling. Der er kaffe og hjemmebag på bordet, og vi skal høre om processen op til dannelsen af Thorgaard Rasmussen I/S den 1. marts 2019.

Hjernen ved at brænde sammen

Vores hjerner var ved at brænde sammen, da vi havde været ude ved Lillian, fortæller Lars. Svend havde jo spurgt os, hvorfor vi ville lave I/S, og nu gjorde hun det samme.
Det satte godt nok tankerne i gang. Set i bakspejlet var det rigtig godt, for vi har fået snakket om mange ting og afklaret en del, inden vi skred til at få lavet I/S, fortsætter sønnen Emil.
"Hvorfor - det var det første de begge to sagde til os, da vi kom. og det var et godt spørgsmål. det har fulgt os lige siden"

EMIL THORGAARD
og
LARS RASMUSSEN

Emil Thorgaard og Lars Rasmussen

Skabe sin egen hverdag

Vi ville gerne prøve det af, fordi vi gerne ville forene vore kræfter i et familiefællesskab, hvor vi deler ansvar, fortæller han.

Både Emil og Lars så det som Emils chance for at komme i gang som landmand og senere at overtage ansvaret for hele virksomheden. Samtidig gav det mulighed for at skabe en anden hverdag for begge parter med mere fleksibilitet, flere hænder til at gøre arbejdet og flere til at dele idéer om fremtiden. De var enige om, at det skulle være sjovt at arbejde sammen, og at de skulle udnytte fordelene ved fællesskabet.

Prøveår - kan samarbejdet fungere?

Det var da dejligt, da Emil kom og var interesseret i landbruget. Det bliver man jo glad for som far, fortæller Lars. Vi fik det ordnet sådan, at vi kunne prøve det af i det små for at se, om det var noget for os begge. Man kan godt sige, at vi fik set, om bukserne kunne holde.

Fra snakken startede, og til vi gik for alvor i gang med at realisere et I/S, gik der noget tid. Vi brugte vel 1 års tid på at afprøve samarbejdet, før vi tog springet og tog hul på generationsskiftet sammen med Svend. Han sørgede for alt omkring økonomien og inddrog nogle af sine kolleger, så de juridiske paragraffer og skatteberegninger m.m. også kom på plads.

Ikke uden far

Det var nok egentlig lidt en tilfældighed, at jeg kom i gang, fortæller Emil. Vi fik tilbudt at købe naboejendommen, og det satte tankerne i gang. Nu var muligheden der for, at jeg kunne få afprøvet min drøm om at være uafhængig med min egen produktion af slagtekalve og planteavl.

Det var lidt nu eller aldrig for mig. Interessen var der med det samme, men jeg havde ikke turdet tage springet uden far.
En erfaren sparringspartner er guld værd, når man skal ud i noget helt nyt. Det er trygt, at far er med og tager sig af køerne, arbejdsplaner og økonomi. Med hans erfaring får jeg en blød start, hvor jeg har én at læne mig op ad.

Når han samtidig er åben og lyttende, kan det ikke blive ret meget bedre. Vi gør os mange tanker om fremtiden sammen. Foreløbig siger han, at han da bliver ved en 8-10 år endnu. Det er godt, for han har stor erfaring, som det er værd at trække på. Og så er han med på de mange spændende ting ude i horisonten, som vi skal se på sammen, siger Emil.

Det er dejligt at være to, supplerer Lars, især når det er ens søn, der har samme interesse for landbrug. Så er der altid en at drøfte tingene med, og man er flere om opgaven. Faktisk var det ret heldigt, at Emil var her tidligere på året, da jeg kom til skade. Det var praktisk og rart, at vi ikke skulle have en fremmed ind og til at forklare en masse. Emil tog bare fat og ordnede det hele uden ret meget snak. Det er også trygt for mig at have ham i nærheden.

Muldvarpen frem i lyset

Jeg har fået et noget andet syn på økonomien efter, at jeg er gået ind i det her. Når ens egen muldvarp kommer frem, får det hele en anden alvor, siger Emil. Før arbejdede jeg også mange timer. Det kunne ses på lønsedlen, og det var det. Nu er det anderledes. Nu arbejder jeg stadig mange timer – men for mig selv, min egen lille familie og vores fremtid. Det gør en stor forskel for mig.

Det har været guld værd, at far er der. Hans erfaring og overblik giver ro, og samtidig er der mulighed for at afprøve noget i det små, før der evt. skaleres op. Far har altid haft utroligt godt styr på det økonomiske. Det kan jeg suge til mig og lære af, så jeg finder mine egne ben i det. Jeg kan sparre med ham og kaste bolde op i luften sammen med ham. Det er fantastisk at få lov til at prøve sin drøm af og samtidig kunne drømme videre og lege med idéer og fremtidsplaner.

Idéerne myldrer frem

Og Emil får mange idéer. Nogle bliver aldrig til noget, mens andre får lov til at få folde sig ud.

Emil er en af initiativtagerne til Roeforeningen, som gennem en årrække har dyrket interessen for avl af denne afgrøde ved brug af skønne landbrugsmaskiner af lidt ældre dato. De har egen facebookside, hvor man f.eks. kan læse om leverance af roder til Den gamle By i Aarhus, interview i radioen med Anders Lund Madsen, se en masse små videoer og følge idéen med at fremstille ”roem” – en spiritus à la traditionel rom …. men lavet på roer, selvfølgelig.

Spørger man Bettina, er hun ikke i tvivl om, at det med at få idéer er et fællestræk for far og søn. De er fødte tidsoptimister, mener hun. Lars og Emil griner begge to og fortæller, at de er enige om også at tage konsolideringsperioder for hele tiden at have styr på både tid og penge.

Forskellighed er en styrke

På andre punkter er far og søn meget forskellige. Deres forskellighed er en af deres store styrker. Det kunne også have været en kilde til irritation og uenighed – men ikke hos dem, fordi de er meget bevidste om at respektere hinanden og bruge styrker og forskelligheder aktivt.

De går ikke i små sko men bruger i stedet energi på at mødes i fornuftige beslutninger. Det handler ikke om, at én er for sparsommelig og den er for ødsel; eller at én er hurtig på aftrækkeren, mens den anden skal sove mere end én nat på det. Tværtimod handler det om at kunne se både det ene og det andet perspektiv, når der skal træffes beslutninger.

Det kan godt kræve lidt snak at finde frem til, hvordan tingene skal være. Det er så den omkostning, der er, ved at være to forskellige og på hver sin måde stærke personligheder.

Det kræver ekstra elastik

Det er bare vigtigt, at der ikke kommer uvenskab i familien, siger Bettina. Hun er som hustru og mor placeret lige midt i orkanens øje. Man kunne nok godt blive en lus mellem to negle med sådan et par herrer, fortæller hun. Men hun er nu mere brobyggeren og den, der i det daglige er med til at bringe vigtige emner på banen, så der bliver snakket om tingene.
Emil Thorgaard og Lars Rasmussen
De er meget bevidste om, at de vil det her, siger Bettina. De ved også godt, at de har godt af en ”ruske-tur” med Lillian en gang imellem. Det sætter tingene og alle idéerne i perspektiv, og det sætter fokus på samarbejde og fælles fodslag. Og det kan man ikke have for meget af, konstaterer hun.

Der er også to andre børn at tage hensyn til. Det har ligget Bettina og Lars meget på sinde, at der ikke skulle blive uenighed i søskendeflokken i forbindelse med, at Emil gik ind i driften af gården. Samtidig har det været vigtig for dem at kunne give Emil mulighed for at prøve drømmen af nu, lejligheden bød sig. Det handler meget om at bevare harmonien i familien, og det har de brugt lidt krudt på, forklarer hun.

En solid hjemmefront

Det kræver en stærk kvinde af stå bag en landmand, er de tre enige om. Emils bedre halvdel er pt. hjemme på barsel med deres datter. Om ikke så længe genoptager hun sit job, og så får hverdagen en ny rytme for den lille familie. Og her er det et plus på kontoen, at dagplejen efter behov kan suppleres med ”Bedste Bettina”, som er lige rundt om hjørnet.

Det er måske meget godt, at jeg faldt for en pædagog, siger Emil med et smil. Hun er både tålmodig og forstående. Hun skulle godt nok aldrig have en landmand eller bo i stort hus på landet eller have en hund for den sags skyld. Hun har fået det hele, og oven i har hun med Emil fået en mand, der reelt tilbringer mere tid på den fælles ejendom sammen med sine forældre end hjemme på deres egen ejendom.

Dét kræver sin kvinde, konstaterer Bettina. Og Emil har fundet den helt rigtige, siger hun med overbevisning. Hun er klar over, hvad hun er gået ind i. Og hun gør det på en rigtig god måde. Der er god kemi mellem hende og Lars og jeg, og det er jo ret vigtigt, for nu hænger vi jo for alvor sammen.

Vejen til succes

Dømt til succes – det er et arbejdsfællesskab i I/S eller en anden selskabsform ikke pr. definition. Viljen til at ville arbejdsfællesskabet giver parterne evnen til at kunne. Det er med andre ord hårdt arbejde, der stiller store krav til parterne.

Vi stoler 100% på Svend og hans råd, fortæller Bettina. Når Lars og Emil spørger ham om noget med økonomi eller noget andet, kommer han med et svar. Og det er altid det rigtige svar første gang. Vi tror på Svend og har tillid til ham, fordi vi ved, at han har styr på det. Det er rart, og det giver ro i forhold til økonomiske forhold.

Mange vigtige ingredienser

Svend fortæller, at der skal mange vigtige ingredienser til et vellykket generationsskifte F.eks. er det vigtigt at afklare, hvilken selskabsform parterne foretrækker. Der er god grund til at bruge tid på at overveje mulighederne grundigt, før et valg træffes.

I dette tilfælde er der tale om et 50/50 % ejet I/S med personlig hæftelse. Det er en hyppigt anvendt selskabsform ved generationsskifte i landbruget – måske lidt af en tradition. Men det hænger også sammen med skattemæssige fordele for den yngre part, forklarer Svend. Når der er muligheder, som smidiggør medejerskab og senere 100% overtagelse, skal vi jo selvfølgelig finde dem, for det handler om at opnå så gunstige forhold som muligt for den unge, der skal ind i erhvervet på ejerniveau.

Der er en fornuftig økonomi og finansiering omkring I/S Thorgaard Rasmussen, fordi Lars er med og hæfter solidarisk sammen med Emil. Lars er kendt og velanskrevet i både bank og realkreditforening. Det bløder lidt op på kravene til Emils egenkapital og åbner nogle døre for dialog omkring finansiering og økonomi generelt.

I/S Thorgaard Rasmussen

2 ejendomme med bygninger
200 køer
150 slagtekalve
280 ha
delvis egen maskinpark

1 fuldtidsmedarbejder
1-2 eftermiddagshjælpere
Lars og emil deltager begge aktivt i driften

Mælkeproduktionen ligger ydelsesmæssigt i den bedste 3. del
ligger blandt de 25 % bedste i db/ko
Markdriften - økonomiske resultater - ligger i den bedste 3. del
Køer

Andre søskende - mulig kilde til splid

Andre søskende er et opmærksomhedspunkt, som Svend altid drøfter med interesserede parter i et kommende generationsskifte. Det er vigtigt, at evt. søskende er med på sidelinjen og føler sig fuldt informerede om, hvad der sker i forbindelse med oprettelsen af f.eks. et I/S, forklarer Svend.

Søskende skal informeres grundigt omkring handlen, pris, betingelser m.v. Det sker f.eks. ofte, at yngste part i et generationsskifte overtager en skattemæssig forpligtelse – altså en gæld, der allerede ligger i virksomheden. Det er derfor helt almindelig praksis, at han eller hun i forbindelse med handlen modtager en ”gave”, som modsvarer den gæld, der overtages. På den måde starter yngste part på et rundt nul og oparbejder herefter selv ved sin aktive indsats i samarbejdet med den ældre part den kapital, han senere skal bruge for efter en kortere eller længere årrække at kunne købe den ældre part ud.

I fredstid er der ingen problemer, forklarer Svend videre, og for at undgå splid ud i fremtiden er det vigtigt at tage snakken om alle de økonomiske forhold, så der er rene linjer ikke bare mellem parterne i generationsskiftet men også i forhold til en evt. søskendeflok.

Klare aftaler

Klare aftaler parterne imellem er et godt grundlag at bygge på, mener Emil og Lars. De har siden 2016 suppleret møder med deres økonomikonsulent Svend Kristensen med sparringsmøder med Lillian Hundahl. På sparringsmøderne er det samarbejdet, der er i fokus. De får talt situationer igennem, som ellers nemt ville kunne udvikle sig til knaster i deres samarbejde. Det er også her, de nye idéer vendes og får luft under vingerne eller bliver skudt ned.

Lillian holder os fast. Når vi er til møde med hende, er det alvor. Der er vægt bag hendes indspil. Hun er vedholdende og forstår at sætte fingeren ned lige dér, hvor det gør lidt ondt. Vi får fisken på disken og sikrer på den måde, at samarbejdet kører godt.

Og det er vigtigt, slutter Emil, for med dannelsen af vores I/S føler jeg klart et større ansvar for det hele. Det sender også et signal om, at det er det her, jeg vil. Som Svend siger, så ændrer tingene sig lidt, når man selv får hånden på kogepladen.

Emil og fremtiden

Lige nu kører vi med en malkebesætning på ca. 200 køer. Det bliver vi ved med nogle år endnu, men en dag får det nok en ende. Hvad der så skal ske i stedet, ved vi ikke endnu, fortæller Emil.

Vi har jo også de 100 slagtekalve, som vi forsøger at gøre en forretning ud af. Det skal der arbejdes lidt mere med. Jeg har nogle idéer og nogle ting, jeg skal have undersøgt nærmere.

Derudover er der selvfølgelig de 280 ha, som vi pt. dyrker med traditionelle afgrøder. Det kunne jeg måske også godt se ændret lidt hen ad vejen. Måske skal vi over i andre afgrøder eller specialprodukter, måske kunne maskinfællesskab være en mulighed, måske… Emil stopper sig selv og konstaterer med et smil, at idéer er der heldigvis nok af.

Derfor er det gået godt

Da vi spurgte Emil og Lars om deres bud på at få et generationsskifte til at lykkes, var de hurtige til at nævne 5 punkter, som havde været vigtige for dem i deres proces frem mod generationsskiftet.
Emil havde lyst til det og fik muligheden for at forfølge en drøm
Emil opbygger erfaring og kapital. Lars fortsætter som hidtil – nu i godt selskab
De så en ”prøveperiode” som oplagt for at prøve af, om det var noget for dem begge
De fik ”trykprøvet” deres idé om generationsskifte, før de gik endeligt i gang
De tænkte sparring ind fra starten og giver jævnligt samarbejdet et eftersyn

En vej til det gode generationsskifte

Emil og Lars fandt deres vej frem til et generationsskifte, som de i dag er rigtig glade for, at de gik i gang med.
Emil Thorgaard
Der er nogle generelle punkter, som parterne i et generationsskifte kan have stor glæde af at forholde sig til.

Erhvervsrådgivning

Vi giver dig 360° rådgivning. Du får det hele under det samme tag – og det er noget, vi ser som en stor styrke.
FÅ RÅDGIVNING NU
mail@fjordland.dk
phone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram